Beboernes Hus

Sølystgade 30

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Home Bevar Beboernes Hus! BEVAR LIVET MELLEM HUSENE

BEVAR LIVET MELLEM HUSENE

Email Udskriv PDF

Åbent brev til Århus Byråd 19. april 2010

Bevar livet mellem husene

Af : Lise Hildebrandt (Nørrestenbro beboer, næstforkvinde Beboernes Hus Sølystgade, antropolog), Randi T. Hansen (Øgadebeboer, forkvinde for Beboernes Hus Sølystgade), Thomas Kruse (Øgadebeboer, scenograf, lektor), Bente Gregersen (Øgadebeboer, kontorass.), Poul Gregersen (Øgadebeboer, tømrer), m.fl.

 

Andre steder river man huse ned for at give plads til lyst, luft og grønt. Lige nu ser det for os ud som om Århus Kommune er i gang med det modsatte. Vores bidrag sætter fokus på fortid og nutid i Øgaderne, hvor der for tiden aktioneres mod en kommunalt planlagt opførelse af en såkaldt ”Børneby Sølyst” i Sølystgade 30, Århus C. – vi kalder det en mega pasningsinstitution – til børn fra 0-18 år. Protesten og aktionen bunder blandt andet i den historie som er knyttet til kvarteret.

Øgaderne dengang og nu

Beboernes Hus Sølystgade og de tilstødende friarealer er sammen med Børnenes Jord nogle af de sidste sociale og grønne oaser i boligområderne i Århus Midtby. Beboerne Hus – beliggende i en tidligere en rugbrødsfabrik – og Børnenes Jord er tilkæmpet af græsrødder og boligaktivister i 1970’erne og således ikke en simpel foræring fra Århus Kommune, selv om kommunen stolt viste resultaterne frem til udenlandske gæster. Beboernes Børnehave blev etableret som en kvarters børnehave tiltænkt pasning af de børn som boede i kvarteret. Boligaktivisterne bestod blandt andet af arkitektstuderende som lavede deres afgangsopgaver til gavn for en nænsom sanering i området på beboernes præmisser.

Tidsvidner om livet i Øgaderne dengang

Jonna Nielsen, tidl. dagplejer (”Jordemor”) og Øgadebeboer siden 1970: ”Det var en fantastisk tid. Aktivisterne fik folk ud af husene. Vi festede i Beboernes Hus, spiste der, holdt banko, dansede, hyggede os alle aldersgrupper sammen. Børnene kunne dengang som nu gå ud og ind mellem salen og det grønne område. Når de blev trætte lagde vi dem til ro i Beboernes Børnehave ved siden af salen. Vores børn lærte at elske livet og lærte om livet ved at være med i aktiviteterne”. Inger Aastrup, Øgade beboer siden 1974, arkitekt: ”Der var altid nogen at finde i og omkring Beboernes Hus. Det var et trygt og rart samlingssted med plads til alle slags mennesker”.

Tidsvidner om livet i Øgaderne nu

Lotte Rønn, Øgadebeboer, mor til 4: ”De åbne friarealer har enorm betydning for fællesskabet i området. Vi mødes der, både med og uden aftaler. Vi voksne snakker om vores børn og hjælper hinanden med at holde dem i ørerne, så de ikke laver ulykker … kriminalitetsforebyggelse. Stedet her er helt unikt ved at folk hjælper hinanden.” Belen Fernandez Uhd (13 år, skoleelev), Øgadebeboer: ”Her i kvarteret kan man få en masse venner på kryds og tværs fordi vi har Børnenes Jord og de grønne områder ved Beboernes Hus. Jeg har fået en masse venner her, uden om de kliker der er i skolen. Vores kvarter modvirker mobning. Det er trygt for et barn at bo her, folk smiler til hinanden selv om de ikke kender hinanden. Det giver en følelse af at være hjemme. Her er jeg fri for røg og fulde mænd”.

Beboerskabt rum til leg og læring

Beboernes Hus er fulgt med tiden, idet det udover traditionsrige årstidsfester anvendes til en vifte af sociale, kreative og helsefremmende aktiviteter. Socialpsykiatriens kulturdag, blueskoncerter, tango og børnekunst uge er blot nogle få eksempler. Øgaderne er et historisk, socialt og fysisk byrum med en lang tradition for beboerskabte værdier som trivsel, demokrati, kreativitet og dermed læring for alle aldre i bredeste forstand. Måske er det derfor Magistraten for Børn og Unge har udset Beboernes Hus Sølystgade 30, til det der så forførende kaldes en ”Børneby Sølyst” der skal huse et pasnings- og fritidstilbud til børn og unge fra 0-18 år. Dette kinderpalatz skal finansieres af de såkaldte RULL (Rum til Leg og Læring) midler som er øremærket til at skabe åbne grønne områder til udvikling af børns sanser, motorisk og kreativitet. Kvarterets protesterende beboere synes ideen med en mega pasningsinstitution som den der er stillet i forslag af Børn og Unge rådmanden er i direkte modstrid med RULL visionerne. En så stor institution, der skal ligge på et areal på størrelse med to mindre parcelhusgrunde kan ikke undgå at plastre stedet til med bygninger både i højden og i bredden, for ikke at tale om parkeringspladser. En mega pasningsinstitution vil uvægerlig gøre indhug i det grønne friareal, ligesom det uvægerligt institutionalisere det sociale og kreative frirum skabt i Beboernes Hus, som giver plads til fri og åben kreativitet. Det har vi påpeget over for Børn og Unge Udvalget, senest ved et foretræde d. 6.4.2010. En ”Børneby” er ganske enkelt en overbelastning af et social, kreativt og grønt frirum i et tæt bebygget kvarter. Beboerne har tidligere indsendt et høringssvar til Århus Kommune, hvor de blandt andet har tilkendegivet vilje og lyst til at indgå i minidialogforum med Århus Kommune. Beboerne har imidlertid ikke modtaget nogen respons på dette og derfor er forventningerne til den demokratiske proces desværre ikke så høje som man kunne ønske. Af disse grunde protesterer beboerne mod planerne om en såkaldt ”Børneby”.

Fremtidssikret rum til leg og læring

RULL projektet forventer at dets virkeliggørelse vil bidrage til de erklærede effektmål: ”læring og udvikling”, ”trivsel og sundhed”, ”rummelighed” og ”forældreinddragelse”, alt sammen noget Øgadebeboerne har effektueret igennem 40 års aktiv beboerarbejde. Øgadebeboerne anerkender også Århus Kommunes Børn og Unge politik om at udvikle børn til ”medborgerskab”, ”selvværd” og ”livsduelighed”. Vi mener at vi i al beskedenhed har vist vejen i kraft af vores stærke engagement i området igennem 40 år. I Beboernes Hus’ bestyrelse opfordrer vi til at Beboernes Hus Sølystgade og de omkringliggende åbne arealer anerkendes som et vigtigt element i fortsættelse af årtiers kreative og vedholdende beboerarbejde med at skabe et socialt samlingssted i kvarteret. Vi ser gerne at Århus Kommune lytter til beboere i Øgaderne, læser vores høringssvar, og forstår at beboernes umiddelbart, åbne og ufriserede grønne pletter foran og bagved Beboernes Hus bliver brugt DAGLIGT af mange forskellige mennesker i vort kvarter. Vi ser gerne at Århus Kommune hjælper os med at bevare og udvikle et unikt urbant beboermiljø (evt. med RULL midler), der kan brande Århus som en moderne by. Anerkend vores årtier lange indsats for nænsom byfornyelse på beboernes præmisser og bevar stedet som en af de sidste grønne og sociale oaser i Århus Midtby. Lad være med at reducere os til et klublokale på 4.sal, eller endnu værre som genhuset og indskrænket på en anden adresse, sådan som det er gået med aktivitetscentret Huset. Giv Århus mulighed for at fortsætte historien om Øgadernes forvandling fra slum til et udviklende nærmiljø på beboernes præmisser – om rugbrødsfabrikken der blev kraftcenter for social sammenhængskraft – også i fremtiden.

Senest opdateret: Lørdag, 22. maj 2010 14:21  

Sidste nyt!

Sparekatalog 2012

Mandag den 19. september er magistratsafdelingernes forslag til besparelser på Aarhus Kommunes budget 2012 offentliggjort. Forslagene vil derefter indgå i Aarhus Byråds budgetforhandlinger, som indledes den 22. september, og forventes afsluttet natten mellem den 22. og 23. september. 

De spareforslag der vil berøre beboerhusene kan ses her

Sparekatalog 2012

Forslaget går bl.a. ud på at skære tilskud tll "husmænd" i beboerhusene væk fra 1. juli. 2012

Den sidste besparelsesrunde gik også ud over beboerhusene da tilskuddet blev halveret til husmændene fra oktober 2011.

Så bemærk derfor at der fra  oktober kommer nye åbningstider på kontoret.

 

Mere følger så snart vi har fået mere afklaring på situationen